Smukke, håndlavede tallerkener
Tallerkener er kedelige…
Måske lyder dette lidt mærkeligt, når det kommer fra en keramiker… Men jeg har i lang tid fundet tallerkener utroligt kedelige…. Hvorfor? Der er meget snævre grænser for formudvikling; jeg mener, det handler mest om, hvordan fanen ser ud og hvilken størrelse de har. Tallerkener skal kunne stables, helst også med andre slags tallerkener, de skal passe i opvaskemaskinen, de skal ikke larme for meget i forhold til maden…
Åårh, der er så mange kedelige ting ved tallerkener, når man er keramiker. Ingen plads til sjov og personligt udtryk….
MEN NU JEG HAR LØST DET!
Yndlings - et legende stel i keramik
Jeg har udviklet stellet Yndlings. Min grundtanke er, at det skal være legende og enkelt.
Der er to tallerkenstørrelser, en middagstallerken og en frokosttallerken. Begge dele har en udformning, så de også kan bruges som små fade til at servere på. Jeg kan nemlig godt lide, at de ting man har i køkkenet, har flere funktioner. Derfor har frokosttallerkenen også en størrelse, så den også fungerer til morgenmad og som desserttallerken.
Derudover findes der spiseskåle, som er gode til pasta, ramen, suppe, dahl og lignende, men som samtidig også er god til servering af salat, kartofler - eller til snacks og slik.
Der er også nogle lidt mindre skåle i stellet, som jeg kalder for morgenmadsskåle. De er samtidig også gode til risretter og mindre salater. Eller slik og snacks.
Endelig er der æggebægre, (som også fungerer som saltkar - og faktisk også som fyrfadsstager i keramik) og serveringsskåle og -fade.
Du kan altså lege med at sætte stellet sammen på forskellige måder, ligesom det er så enkelt i udtrykket, at det nemt kan sammensættes med eksempelvis megamussel eller andre stel.
Det er et keramikstel, du kan ønske dig til 12 personer i bryllupsgave, men du kan også sagtens have fire tallerkener og to skåle, som du sammensætter med det, du allerede har.
Hvis du skal give en lille gave, kan to æggebægre i keramik, (der samtidig fungerer som fyrfadsstager), være en fin idé.
Hov, hvor var det legende for keramikeren?
Jamen, tak fordi du spørger ;-)
Jo, ser du, farvespillet i tallerkener og skåle er skabt ved at jeg bruger glasurrester og glasurer der ikke fungerede, som jeg så blander ind i leret. Eksempelvis har jeg en spand med 10 liter sort glasur, der er virkelig grim. Den har jeg gået og sparket til i mindst 10 år og ikke vidst, hvad jeg skulle gøre ved. Nu blander jeg den med porcelænsleret, fortynder den, kan man sige, så det giver en flot blå farve. Derved har jeg givet noget, der i bund og grund var tæt på affald, nyt liv.
Det ler, jeg har blandet med glasur, mikser jeg på drejeskiven med mit normale ler og opnår derved det unikke farvespil. Det er ret sjovt - på den måde, bliver det også legende for mig :-) Jeg har efterhånden rigtig mange poser liggende med forskellige farver af ler og det er sjovt at sammensætte dem på nye måder.
(OBS: det kræver øvelser og test at arbejde på denne måde - hvis du går på keramik kursus, bliver din lærer næppe begejstret, hvis du begynder at blande glasur i leret….)
Se også:
Romkugle kopper (kopper der passer til Yndlings)
Unikke vaser til brudeparret
Keramik i bryllupsgave
Se Yndlings stellet her