Fuld af fejl

28. jul.

Jeg kan godt lide fejl. Hvis man forstår at udnytte sine fejl, giver de mulighed for udvikling

Ler er et levende materiale og jeg er af den klare overbevisning, at man opnår de bedste resultater, når man arbejder med det i stedet for imod det og derved udnytter materialets egenskaber.

Der er mange ting, der kan gå galt i den keramiske proces; leret kan revne, kollapse, eksplodere eller blive skævt og glasuren kan boble, løbe, krakelere, skalle af. Men mange af de ting, der normalt ses som en fejl, kan udnyttes positivt og blive til nye og spændende udtryk, hvis man kigger med åbne og nysgerrige øjne.
I denne artikel vil jeg gennemgå nogle fejl - og se positivt på dem.

Revner i leret

Der kan let opstå revner i leret under tørring eller brænding. Tørringsrevner opstår ofte fordi der er forskelle i hvor vådt emnet er. Alt ler svinder i både tørring og brænding, derfor opstår der spændinger, hvis tingen er helt tørt et sted og stadig vådt et andet sted. En langsom tørring, der afhjælper forskellene kan være en løsning.
Der er også risiko for revner, når man har sat noget sammen - vær derfor altid omhyggelig med det.
Når man strækker leret - eksempelvis ved pladeteknik - er det også vigtigt, at det sker jævnt, hvis man vil undgå revner.

Men revnerne kan også være spændende! Når jeg laver disse bakkevaser, hiver jeg i drejede emner, så de går fra at være runde, til at være aflange. Det skaber spændinger, især fordi de også er ujævne i toppen. Men jeg er begyndt at klappe begejstret i hænderne, når de revner lidt, for ved at fremhæve revnerne med sand, i stedet for at skjule dem, bidrager de til det naturlige, organiske udtryk.

Det samme gør sig gældende med mine Tektonika fade, der er inspireret af den måde jordens tektoniske plader mødes og danner bjerge. Her er revner også med til at understrege det vilde, klippe-agtige udtryk.

Jeg gider ikke rigtig ælte leret…

Jeg er lidt dovent anlagt og kan godt have lyst til at skære nogle hjørner af. Alle mine ler-rester bliver genbrugt og jeg er ikke altid lige omhyggelig med at ælte det genbrugte ler. Når man drejer i ler, der ikke er ensartet, bliver det let skævt. Det har jeg fundet ud af at bruge positivt, så genbrugsleret bruges til keramik, der vinder ved at være skævt. Det er f.eks. mine Vesterhavskopper, der gerne er lidt skæve i toppen - som træerne ved den vindblæste vestkyst. Bakkevaserne når også tættere på det bløde kollaps, når leret er ujævnt og dårlig æltet.
Så nogle gange kan det godt betale sig at være doven ;-)

Grimme glasurer

Jeg blander selv alle mine glasurer og som de fleste andre keramikere, er jeg endt med at have alle mulige forsøg og eksperimenter stående. Små prøvebægre og nogle gange litervis af en glasur, der enten er grim eller jeg bare ikke bruger mere.
Jeg bryder mig ikke om at smide ting ud, så sådan nogle spande har jeg kunnet gå og sparke til i årevis. Nu har jeg fundet en måde at genbruge dem i keramikken. Jeg blander glasurresterne med ler og bruger det som indfarvet ler, sammen med porcelænsleret. Det bruger jeg i små mængder i Romkugle kopperne, hvor det farvede ler ligger som farvede striber på kopperne. Det er også porcelænsler indfarvet med glasurer jeg bruger i Yndlings stellet.
På billedet er der keramikkrus med blå striber. Det blå kommer fra en grim, sort glasur, som jeg havde næsten 10 liter af. Ved at “fortynde” det med porcelænsler, opstår den blå farve.

I de grønlige vaser på billedet, er der større mængder af glasur i leret. Det giver bobler i overfladen, men på disse vaser, der både har en finhed og noget groft over sig, synes jeg at de bobler - der normalt ville være en fejl - bidrager positivt til udtrykket. Det brune på vaserne er blåler, iblandet porcelænsleret og brændt alt for højt, så det smelter lidt ud.

Det kræver naturligvis en vis øvelse at genbruge glasurer og ler på denne måde; hvis der kommer for meget i, smelter keramikken fast til ovnpladen - og der opstår desuden spændinger i keramikken mellem glasur-delen og ler-delen, ligesom det ikke er uproblematisk at blande forskellige lertyper.
Se i øvrigt en rettesnor til at brænde keramik i el-ovn her.

Efterhånden er jeg begyndt at kigge på alle mine restmaterialer som muligheder for nye farver og når jeg skal bruge nye nuancer, tænker jeg nu automatisk i hvordan jeg kan bruge noget af alt det jeg har stående på nye måder.
Det har krævet en ændring i tankegang, for som uddannet keramiker er jeg skolet i at have præcise opskrifter, altid at kunne genskabe glasurer og andre farver. Det kan jeg ikke på samme måde med de metoder jeg bruger nu, men til gengæld har jeg fået en meget bedre intuitiv fornemmelse af materialerne.

Huller i keramikken

Da jeg først begyndte at lave mine ukultiverede keramik vaser, gik jeg efter at lave noget, der ikke var så pænt og kontrolleret som det jeg normalt laver. Jeg drejede krukker tykt og hakkede i dem med en kniv. Når man gør det, kan man nogle gange komme til at hakke hul helt igennem leret. De første mange gange jeg gjorde det, tænkte jeg bare, at jeg havde ødelagt krukken. Men efterhånden groede ideen frem om at jeg kunne have en ekstra form indeni. De dobbeltvæggede keramikvaser var skabt.
Som det altid er, når man laver keramik og får en ny idé, var jeg godt klar over at jeg næppe var den første, der havde fået den idé. Sådan er det, når man beskæftiger sig med et materiale, der er brugt over hele kloden i tusindvis af år - nogen har altid fået ideen før. Kunsten er, at gøre udtrykket personligt og derved gøre det til sin egen udgave af ideen

Venner med leret

Det var et par eksempler på nogle af de fejl, jeg udnytter positivt - og gør til noget positivt. For mig er det blevet en indlejret del af min tankegang; at forsøge at udnytte det uforudsete og bruge det aktivt i udtrykket.
Jeg synes også, at jeg på denne måde arbejder meget mere med leret, i stedet for at forsøge at få det til at gøre noget, det ikke rigtig vil. Derved får jeg nogle federe resultater.
Samme filosofi kan man jo passende overføre til kontakt med mennesker ;-)