De tre benspænd

Teknik

9. jul.

Når man først dykker ned i keramikkens verden, vil man hurtigt opdage, at den er uendelig stor. Mængden af teknikker, lertyper og brændingstyper er lang og man kan bruge et helt liv på at undersøge og udvikle glasurer.
Jeg vidste tidligt, at det var det personlige udtryk i keramikken, der interesserede mig mest. For at kunne fokusere på det og ikke bruge al min tid på tekniske eksperimenter, besluttede jeg tidligt at lave tre benspænd - eller dogmer, om man vil:

Alt er lavet på drejskiven
Alt er lavet i porcelænsler
Alt er brændt i el-ovn til den samme temperatur

Nu er jeg sådan indrettet, at når jeg ser en regel eller en retningslinje, så vil jeg ret ofte prøve at udfordre den. Altså ikke færdselsregler og landets love og regler som sådan; der er jeg temmelig regelret ;-) Men regler for hvordan jeg skal udfolde mig - dem vil jeg gerne udfordre. Så det har jeg snart brugt 20 år på…

Lad os tage dem én af gangen:

Alt er lavet på drejeskiven

Det var ved drejeskiven at min fascination af leret blev grundlagt. Der er noget ganske magisk ved at side der med en klump ler, der hurtigt bliver til en helt ny form. Cirklen, der er udgangspunktet på drejeskiven, er en gave at have som grundlag for formudvikling. Cirklen er en stærk, spændt form, som samtidig passer godt med keramik, der skal bruges og håndteres.
Og den stærke form, cirklen, er et perfekt grundlag for at begynde at deformere. Mine skåle og fade med hakket i den ene side, fungerer formmæssigt, fordi de netop har en stor del af den spændte form til at holde sammen på dem.
En cirkel kan trækkes aflang og blive en smuk oval. En cylinder kan trykkes på midten og bliver blød i udtrykket.
Derudover hakker og skærer jeg ofte i de drejede ting, så helt nye former opstår.
Men udgangspunktet er altid drejeskiven, det er her formudviklingen og mange nye idéer opstår. Netop fordi mine tankerækker opstår her, udfordrer jeg også, hvad man kan med det drejede ler - hvilke nye former, der kan opstå og hvordan man kan arbejde på andre måder.

Alt er lavet i porcelænsler

Porcelænsleret er hvidt. Det har ry for at være svært at arbejde med, hvilket også er sandt; der er grænser for, hvad man kan byde det, hvor længe man kan arbejde med det. Man skal også være mere påpasselig, for at det ikke revner i sammensætninger og andre sårbare steder.
Derudover svinder det ca. 18% i tørring og brænding, så når jeg har lavet noget kæmpestort, kommer det ud og er… lillebitte….

Så hvorfor bruger jeg porcelænsler? Den hvide farve er et perfekt grundlag for at vise andre farver - farverne står klarere overfor den hvide grundfarve. Den rene, hvide farve er også en god kontrast til at vise noget mere groft og vildt.
Når porcelænsleret svinder så meget, betyder det også, at det er meget sintret, dvs. lukket i overfladen. Det bliver altså en stærk masse, der både har en fin klang, når man slår let på det og en finhed i udtrykket.

Derudover har det en lang, smuk og dramatisk historie - det har sin oprindelse i Kina og i Europa ledte alkymister i mange år efter opskriften på “det hvide guld”. Janet Gleeson har skrevet en glimrende bog, Arcanum, der fortæller historien om opfindelsen af europæisk porcelæn og starten på porcelænsindustrien uden for Kina og Japan.

Hvordan udfordrer jeg så min regel om at bruge porcelænsler? Jo, for at opnå kontraster, dypper jeg ofte dele af keramikken i flydende stentøjsler eller lertøjsler. I min higen efter at genbruge og upcycle materialer, iblander jeg også ler indfarvet med rest-glasurer, så der kommer striber af farvet ler i det hvide porcelænsler.

Alt er brændt i el-ovn til den samme temperatur

Jeg har en pænt stor oval top-ovn på 300L. Det er den eneste ovn jeg har, ikke nogen lille prøveovn eller lignende. For at udlede mindst muligt CO2, gør jeg mig umage med at fylde den til bristepunktet før jeg brænder. Det betyder også, at det ikke er hver og hver anden dag jeg brænder. Men det passer mig fint, det giver et godt flow i arbejdet. Så må kunderne vente lidt, hvis der er specialbestillinger.
Da jeg først fik ovnen, prøvede jeg ihærdigt at udligne temperaturen, så der ikke var udsving i toptemperaturen i toppen og bunden af ovnen. Men efterhånden er jeg kommet til at holde af temperaturforskellene - de betyder, at den samme grønne glasur kan gå fra at være helt mat til skinnende blank, alt efter hvor jeg placerer den i ovnen. Den variation og forskellighed kan jeg rigtig godt lide.
Så selv om alt i princippet er brændt til samme temperatur, er der i praksis ret store forskelle.

Hvorfor spænde ben for mig selv?

Som jeg indledte med, er det form og udtryk, der har min største interesse. Det er det, jeg fordyber mig i.
Men som årene er gået, er det også gået op for mig, at ved have de tre benspænd, dykker jeg for alvor ned i teknik og materiale på de områder jeg så har valgt og har stor ekspertise der. Jeg ved præcist hvor langt, jeg kan presse porcelænsleret, og jeg er efterhånden blevet temmelig go på den der drejeskive. Jeg kender min ovn og har ret godt styr på, hvad jeg kan forvente at få ud. Jo mere man specialiserer sig inden for et område, jo mere kan man udfordre det. Hvis jeg havde valgt at arbejde i forskellige lertyper, ville jeg eksempelvis ikke være i stand til at udfordre porcelænsleret så meget som jeg gør.
De tre benspænd giver samtidig en ro og et startpunkt der ikke er nul, hver gang jeg får en ny idé. Der er en masse grundlæggende ting på plads, så jeg kan koncentrere mig om at udvikle det personlige udtryk.