Porcelæn – det hvide guld
Da jeg begyndte at lave keramik, hørte jeg mange myter om porcelæn. At det var nærmest umuligt at dreje i, at man ikke kunne modellere med det eller lave håndlavet porcelæn, at det næsten altid revnede i brændingen - og mange flere ting. På den måde, har der altid været myter omkring porcelæn - og dets fascinerende historie, er en del af min fascination.
Når man arbejder med et materiale, arbejder man også med historien. Så når jeg bruger koboltblå på det hvide porcelæn, kommer man, (alt efter alder), til at tænke på musselmalet eller Mega Mussel. Jeg kan, med en enkelt farve, lave en reference til udtryk man kender fra porcelænsfabrikkernes historie. På sammen måde bygger man uvægerligt videre på traditionen med at lave porcelænsfigurer, hvis man modellerer i porcelænsler. At kende den historie man bygger på, er for mig en vigtig del af at lave et personligt, nutidigt og holdbart udtryk.
Porcelænets rejse
Man skal forestille sig, at porcelæn tidligere havde værdi sammenligneligt med ædelmetal. Det har sin oprindelse i Kina, hvor de tidligste former er helt tilbage fra 1600 før vores tidsregning. Porcelæn som vi kender det i dag blev udviklet mellem 600-900tallet.
Det første porcelæn nåede fra Kina til Europa i 1400tallet. Det fantastiske hårde, hvide og gennemskinnelige materiale fascinerede ved hoffene i Europa og man forsøgte i de følgende århundreder at genskabe de i Europa. Alkymister ledte ikke kun efter opskriften på guld, men også efter opskriften på “det hvide guld”. Det lykkedes for alkymisten Johann Friedrich Böttger i 1708. Snart efter blev Meissen porcelænsfabrik oprettet og i de følgende år skød porcelænsfabrikker frem i hele Europa. Hvis man har besøgt slotte rundt omkring i Europa, vil man ofte se imponerende samlinger af porcelæn, grundlagt i denne storhedstid. Den Kongelige Porcelænsfabrik i København blev oprettet i 1775 og her begyndte historien om dansk porcelæn.
Dansk studiekeramik, (dvs. keramik lavet på enkeltmandsværksteder), opstod i midten af forrige århundrede. Før det foregik der produktion af keramik på pottemagerværksteder og på fabrikker med både stentøj og porcelæn. Disse steder havde ofte kunstnere tilknyttet eller ansat til at udvikle nye retninger eller lave mere kunstneriske værker, men fra 1950’erne blev det langt mere tilgængeligt for den enkelte keramiker at have sin egen ovn og studiekeramikken udviklede sig. Dengang var porcelæn ikke så almindeligt, men det er efterhånden blevet en forholdsvis brugt lertype på værkstederne rundt omkring - både til at dreje, modellere og støbe i.
Porcelæns karakteristika
Først: ja, porcelæn er ler og brændt porcelæn er en form for keramik. Porcelæn er altid højtbrændt og det svinder 17-20% i brændingen. Det er rigtig meget, (forestil dig et kæmpe fad, der nærmest kommer ud som en tallerken…), og betyder at det er ret hårdt, når først det er brændt. Til gengæld er det mere besværligt at arbejde med frem til brændingen. Man skal være lidt kvikkere ved drejskiven, man skal være mere omhyggelig når man sætter ting sammen for at det ikke revner og det skal tørres mere forsigtigt end andet ler.
Porcelæn er hvidt og jeg bruger den hvide farve meget aktivt. Den er en kontrast til de farver jeg bruger i glasuren og får dem til at træde tydeligere frem. Det hvide bliver åndehuller i alle farverne. Meget af min keramik er inspireret af lys og lysets forandring og den hvide farve er en god “himmel” at arbejde videre på.
I det hele taget er jeg fascineret af kontraster og udnytter også, at grove overflader fremstår lang grovere ved siden af det fine, hvide porcelæn. Derfor dypper jeg tit dele af et emne i porcelæn i en grov ler, så der er variationer i overfladen.
Når porcelæn er tyndt, er det gennemskinneligt, så man kan se lyset skinne igennem. Denne egenskab udnytter jeg sjældent - jeg leger mere med kontrasten i, at et materiale man er vant til er tyndt og fint, også kan være groft eller tykt nok til lidt knubs i opvaskemaskinen.
Porcelæn er elegant. Selve materialet fremstår rent og fint og dets historie emmer også af elegance. Begge dele er spændende at bygge videre på - og at udfordre. Sammensætte med noget knap så fint eller elegant. Igen er det interessant, hvor lidt der skal til for at lave en kontrast.
Blev du fanget?
Jeg håber, jeg har formået at smitte lidt med min begejstring for porcelæn. Der er mange spændende fagbøger om emnet, men her er også et par anbefalinger af romaner om fascination af porcelæn:
The White Road af Edmund de Waal
Arkanum af Janet Gleeson
Du kan se mere om min keramik her
