Formuleret fylder 10 år

Det er 10 år siden Formuleret åbnede. I en fugtig kælder, med en stejl trappe ned til. Men det var i Jægergårdsgade og det var en butik.
De første år var det svært. En lillejuleaften står ret tydeligt for mig; med en stiv whisky forsøgte jegat forvandle tårer og skuffelse over julehandelen til juleglæde.

Jeg fik muligheden for at leje et større, flottere lokale midlertidigt og sprang til. Jeg var stadig i tvivl om, om jeg overhovedet kunne arbejde i et lokale, hvor folk også kom ind. Men jeg vidste også, at jeg ville leve af at lave keramik, og Formuleret var – trods udfordringer - indtil videre det, der havde givet flest kontanter i kassen.

Senere flyttede jeg til det tredje lokale i Jægergårdsgade, overfor mit første. Nu er der værksted, hvor der er plads til mig, der er fint butiksområde, der er søde kunder, der værdsætter min keramik og der er to gode kollegaer, der holder mig fast i at nok vil vi gerne sælge, men det vigtigste er at udvikle god keramik.
Formuleret har vist sig, at være en god måde, at være keramiker på.

Hvordan er det at have butik? Det giver en ro og rytme i hverdagen. Hvor jeg tidligere har arbejdet mest henimod messer eller udstillinger, har jeg nu en base, både i arbejdet og rent økonomisk, der gør at jeg kender hverdagen lidt bedre. Hvis jeg ikke sælger så meget i dag, gør jeg nok i morgen. Jeg ved at efter en travl december, kan jeg fordybe mig mere i keramikken i januar.
Forudsigeligheden er godt nok forsvundet under Corona, men heldigvis har jeg nu været her så længe, at jeg godt kan regne med et vist minimum.

Jeg tager 10 år mere.


Trappen ned til den første Formuleret, Jægergårdsgade 79, kld.

Trappen ned til den første Formuleret, Jægergårdsgade 79, kld.

Portræt af keramikeren

Mig i Formuleret, Jægergårdsgade 78, kld.

Forrige
Forrige

Råbrænding

Næste
Næste

En dygtig underviser