Lysvæld

vase
fad

Jeg har altid været glad for “Se, nu stiger solen” af Jakob Knudsen. Salmen er både livskraftig, smuk og sørgelig på én gang.
Jeg havde eksperimenteret med sorte og gule glasurer, og fundet frem til et udtryk, som jeg syntes passede til salmen. Dog vidste jeg endnu ikke, hvad jeg skulle kalde serien. “Solopgang” eller “Solen stiger” var for enkelt og naivt. Min yndlingssekvens fra salmen er “Alle gode navne, som bedst jeg ved: Moder, søster, elskte: min kærlighed!”. Men det kunne jeg heller ikke få til at blive en titel.

Mens jeg var i denne proces, blev jeg spurgt, om jeg ville lave to urner. Det var en ære at blive spurgt, så det sagde jeg selvfølgelig ja til. Med en vis bæven - den slags opgaver må ikke gå galt.
”Se, nu stiger solen” bliver ofte brugt til begravelser, da den rummer hele livet og giver håb til fremtiden. Derfor syntes jeg, det var oplagt at bruge min nye glasur, der var inspireret af salmen.

Der blev desværre brug for urnerne, nærmest inden jeg havde sagt ja til at lave dem. I kirken, til begravelsen sang vi salmen, og det var mens jeg sad der, at det stod lysende klart, at titlen selvfølgelig skulle være Lysvæld. Et ord fra salmen slev, der indbefatter hele salmen og samtidig ikke bruges andre steder.

Lysvæld kan minde om dem, der forsvandt og samtidig være en livskraftigt hyldest til livet.

Se, nu stiger solen
af Jakob Knudsen, 1891

Se, nu stiger solen af havets skød,
luft og bølge blusser i brand, i glød;
hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,
medens lyset lander på verdens kyst!

Jeg vil ånde luften i fulde drag,
synge Gud en sang for den lyse dag,
takke ham, at morgnen mig end er sød,
at mig dagen fryder, trods synd og død.

Takke ham, som gav mig, når sol står op,
selv at føle morgen i sjæl og krop,
at al mørkhed svinder og sjælevé,
blot jeg trygt vil sige: din vilje ske!

O, at jeg tør favne dig, skære dag,
kalde dig med navne, min sjæls behag,
alle gode navne, som bedst jeg ved:
Moder, søster, elskte: min kærlighed!

Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind,
did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind,
ret som om det ånded af lyset ud -
o du milde Fader, min skaber, Gud!

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.

Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly;
o for sejersjubel, for salig lyst:
Lyset stander stille på livets kyst!