Slået hjem?

IMG_20190726_151214205_HDR.jpg
Formenenkel babyskål.jpg

Da min mor fyldte 40, var hun med i en artikelserie med den originale titel ”Fyrre, fed og færdig?”. Spørgsmålstegnet var det vigtige i den overskrift, for serien handlede om folk der netop ikke var det.
Min mor fik børn tidligt og da hun fyldte 40, var jeg som den yngste af 4 børn begyndt i skole. På det tidspunkt havde hun været hjemmegående i 17 år og længtes efter at komme ud på arbejdsmarkedet igen. Hun efteruddannede sig, tog EDB- og psykologikurser og alle i familien fik en ugentlig maddag. Jeg ser det som et forsinket oprør; for første gang i sit liv tog hun et bevidst valg om, hvilken retning hendes liv skulle tage.

Nu er jeg selv fyldt 40 og det har fået mig til at tænke over den artikel. For hvor er jeg i livet som fyrreårig? På mange måder det modsatte sted af min mor. Jeg har brugt 25 år på at følge min trang til selvstændighed og bevidsthed om, hvad jeg bruger mit liv på. Jeg flyttede tidligt på kollegie, rejste rundt i verden – frigjorde mig og valgte nye veje. Ikke altid med et klart mål. Jeg vidste, hvor jeg ikke ville være, men ikke altid hvad jeg så ville.

I 1999 begyndte jeg at lave keramik, (20 år! Jøsses!), på pottemagerskolen i Sønderborg, efterfulgt af Clay Art i Aarhus, Glas- og Keramikskolen på Bornholm og nogle år hos Julian Stair i London. Jeg startede som selvstændig i Aarhus i 2007. Undervejs har det været en kamp, dels for at finde den retning der passer til mig, men også for at få det økonomiske til at fungere.
Hele mit voksenliv har jeg brugt på at udvikle mig selv og mine egne interesser. Og jeg er faktisk ret godt tilfreds med resultatet.
Og så, paradoksalt nok, er jeg nu som 40årig det samme sted, som min mor var dengang i firserne – med modsat fortegn. Jeg har to små børn og det har gennemgribende ændret mit liv. Pludselig er min tid optaget. Pludselig kan jeg ikke bruge al den tid jeg orker på værkstedet. Det er ikke mine behov, der styrer hverdagen mere.

Det har været noget af en omvæltning. Nye huslige opgaver væltede ind for 2½ år siden, da det første barn kom og da jeg havde barselsorlov og senere afsluttede arbejdsdagen tidligt på eftermiddagen, blev det pludseligt logisk at jeg stod for en stor del derhjemme. I de 12 år jeg har kendt min mand, har vi som det naturligste i verden deltes om huslige opgaver. Pludselig endte vi i forudsigelige kønsrollemønstre. Når man samtidig flytter i hus, får bil og så lige et barn mere, skal der trækkes mere ud af firmaet, end jeg er vant til.
Den konformitet og småborgerlighed jeg hele livet ihærdigt har holdt mig fra, svøbte sig pludselig om mig.

Samtidig er jeg så heldig, at mit arbejde er fleksibelt. Det er et valg, om jeg vil hente tidligt og holde fri om lørdagen. Det er også mig, der synes det er frygteligt synd for vuggestuebarnet, hvis han skal hentes for sent og derfor vælger at tage tidligt fri.
Vi har også valgt, at min mand tager ret meget barsel, men det ændrer ikke på, at jeg de første år af børnenes liv er den primære i yngelplejen.

De mange år, hvor jeg har kæmpet for at få et arbejdsliv med keramikken til at fungere, har gjort at jeg er meget opmærksom på hvad jeg bruger mit liv på. Jeg er blevet god til at analysere min livssituation og som regel også til at handle på ting der ikke fungerer.
Det tror jeg, er den store forskel på min mor og jeg som 40årige. Hun blev – karikeret sat op – først bevidst om, at hun kunne vælge livsretning, da hun fyldte 40. Hendes erfaringer har givet mig den bevidsthed meget tidligt i livet. Og jeg er lige præcis, hvor jeg gerne vil være. Slået hjem og klar til at den nye start både er arbejde og familie.